Overgangen fra førskole til skole er en stor omvæltning i børns hverdagsliv, hvilket også har betydning for deres kognitive, holdningsmæssige og følelsesmæssige udvikling. De bliver optaget af ligheder og forskelle, udforsker verden på detaljeplan og udvikler teorier om sammenhænge. De lever sig ind i filmens historie og fordyber sig i detaljer. I den tidlige del af perioden tages mange ting for givet: Hekse, trolde og UFOer har samme virkelighedsværdi som det, der sker i skolen. Gradvist lærer børn at distancere sig fra tydeligt urealistisk fænomener på film ved at sætte ord på.
De kan nu overskue længere sekvenser og i nogle tilfælde en hel film. Derfor er dramatiske eller actionprægede enkeltscener ikke længere så skræmmende, hvis blot filmen ender i en positiv tone.
Ved hjælp af sproget kan børn opdele/analysere og derved adskille sig selv fra filmfigurer i f.eks. tegnefilm, som de tidligt bliver fortrolige med. Hvis filmeffekter eller temaer bliver for overvældende, kan de blive skræmte, fordi de så at sige glemmer de nye meningsskabende strategier og bruger de gammelkendte, følelsesbaserede strategier.
Børn i denne aldersgruppe kan med andre ord benytte sproget som hjælpemiddel til at skabe distance og få mulighed for at forholde sig til udtryk, de møder. Det gælder dog kun for historier, begivenheder og erfaringer, der ligner noget, som de har nogenlunde kendskab til i forvejen, så de har noget at sammenligne med. Dvs. at børn kan klare mere udfordrende historier og stærkere virkemidler, hvis de foregår i et kendt univers, end hvis det er et fremmed univers. Tilsvarende kan de forholde sig til fremmedartede universer, hvis temaer eller virkemidler er genkendelige. Hvis der derimod ikke er noget sammenligningsgrundlag, kan det første møde komme til at blive bestemmende for, hvordan barnet forholder sig til lignende erfaringer i fremtiden.
Børn har nu et ret omfattende kendskab til mange kulturelle udtryksformer, der hele tiden nuanceres og udvides. De forholder sig seriøst til de mangfoldige kulturfænomener, og deres sociale omverden har fundamental indflydelse på, hvad de vurderer som rigtigt, virkeligt, godt eller skidt. De voksne og børn, som har betydning for barnet, giver barnet en ide om, hvad der er rigtigt at gøre – det gælder også identifikationsfigurer på film.
De tager emner som livets udslettelse, menneskers ondskab eller krigens rædsler meget bogstaveligt, og det kan gøre så dybt indtryk, at det farver barnets tænkning fremover. De omtalte voldsomme emner hører hjemme som en del af virkeligheden, men de kan ryste barnet i dets tillid til sig selv og omgivelserne, ved at undergrave forestillingen om, at livet er nogenlunde sikkert, at forældre er til at regne med, og at tingene ordner sig i den sidste ende, og på den måde have en negativ indflydelse på barnets hverdagsliv.
De ældste i denne aldersgruppe vil i stigende grad forholde sig kritisk til voksnes autoriteter. De tager ikke alt for givet, og de har opnået et ret omfattende mediekendskab. Her vokser kritiske potentialer frem – også i forhold til film – og børnene forholder sig i stigende grad reflekterende til, om form, virkemidler og handling virker realistiske.
